PRESS RELEASE FROM DI HOVEDSTADEN:
Initiativpris til Frederikssund-virksomhed med hele verden som kunde
Først producerede de lamper til Tivoli, så var det skibsvinduer til lystbåde, og nu er det låg og ladindsatser til pick-up biler, der sælger over det meste af verden. De seneste år er det kun gået en vej for Mountain Top Industries ApS – fremad. Og den 30. oktober bliver virksomheden hædret med DI Hovedstadens Initiativpris 2014.
Mountain Top Industries ApS producerer låg og indsatser til pick-up biler, der sikrer, at f.eks. håndværkermaskiner, værktøj eller golfudstyr kan opbevares sikkert samtidig med, at lasten beskyttes mod vind og vejr. Udstyret fra Mountain Top Industries ApS taler altså både til bilister, der foretrækker de praktiske funktioner, og til dem, der vil have et udstyr og en bil, der ser flot ud.
Derfor er Mountain Top Industries ApS leverandør til alle de store bilfirmaer, der producerer pick-up biler: Ford, Toyota, Nissan, Volkswagen m.fl. Hele produktionen eksporteres. Derfor er det meget sandsynligt, at en pick-up bil i vinmarkerne i Frankrig, savannen i Sydafrika, ørkenen i Australien eller junglen i Thailand kører rundt med et låg produceret i Frederikssund.
– Mountain Top Industries ApS er en typisk dansk virksomhed, der har formået at finde og opdyrke sin helt egen niche, hvor de med stor opfindsomhed, solid håndværkstradition og godt købmandskab fremstiller produkter, der på grund af deres funktionalitet, kvalitet og design kan sælges til de største bilproducenter over hele verden, siger formand for DI Hovedstaden Søren Larsen.
I de seneste år har virksomheden haft en solid vækst med stadig flere ansatte og flotte tal på bundlinjen.
De fine resultater er kommet efter et dyk i forbindelse med finanskrisen i 2008, hvor Mountain Top Industries ApS oplevede krisen på tæt hold. Med ét slag mistede virksomheden 60 pct. af sin omsætning og gik fra 55 til 19 ansatte.
Det fik virksomheden til at sadle om og arbejde med LEAN og effektiviseringer. Den tid det tager at producere et låg er de seneste år blevet reduceret til en tredjedel. Det har givet virksomheden en besparelse på mere end 100.000 kr. om ugen samtidig med, at produktionen er blevet firedoblet og produktionsarealet reduceret til det halve.
Fremtiden ser derfor igen lys ud for den nu godt 60 mand store virksomhed. Den spænder over 14 forskellige nationaliteter, som alle bor i lokalområdet og nabokommunerne.
– Man må tage hatten af for virksomheder som Mountain Top Industries ApS, der viser, at det stadig kan lade sig gøre at have og endda udvide produktionen i Danmark. Det er en virksomhed, der eksporterer al sin produktion og på den måde tjener penge hjem til det danske samfund og holder gang i hjulene og beskæftigelsen i lokalområdet. Derfor er det afgørende, at vi giver den type virksomheder og deres ejere gode vækst- og udviklingsmuligheder i Danmark, siger formand for DI Hovedstaden Søren Larsen.
Sammen med Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen, overrækker Søren Larsen DI Hovedstadens Initiativpris 2014 til Mountain Top Industries ApS torsdag den 30. oktober kl. 15.00 på virksomheden, Pedersholmparken 10, 3600 Frederikssund.
Med DI Hovedstadens Initiativpris 2014 er Mountain Top Industries ApS en af i alt 19 kandidater til DI’s nationale initiativpris, der uddeles på DI’s årlige konference for mindre og mellemstore virksomheder, der finder sted den 21. januar næste år.